EU's strategiske dagsorden for 2019-2024
Efter valget til Europa-Parlamentet i maj 2019 fastlagde Det Europæiske Råd fire prioriterede områder i sin strategiske dagsorden for 2019-2024, der skulle være retningsgivende for EU-institutionernes arbejde i disse fem år. EU's ledere søgte at reagere på de udfordringer og muligheder, der var foranlediget af den globale situation.
De fire prioriteter
Beskyttelse af borgerne og frihedsrettighederne
Vi skal udøve effektiv kontrol ved EU's ydre grænser og videreudvikling af en samlet migrationspolitik. Vi skal bekæmpe terrorisme, grænseoverskridende kriminalitet og onlinekriminalitet samt øge EU's modstandsdygtighed over for både naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer.
Udvikling af et stærkt og dynamisk økonomisk fundament
Vi skal opbygge en modstandsdygtig økonomi ved at uddybe Den Økonomiske og Monetære Union for at sikre, at EU er bedre forberedt på fremtidige kriser, fuldføre bank- og kapitalmarkedsunionen, styrke euroens internationale rolle, investere i færdigheder og uddannelse, støtte europæiske virksomheder, tage den digitale omstilling til os og udvikle en robust industripolitik.
Opbygning af et klimaneutralt, grønt, retfærdigt og socialt Europa
Vi skal investere i grønne initiativer, der forbedrer luft- og vandkvaliteten, fremmer bæredygtigt landbrug og bevarer økosystemerne og biodiversiteten. Vi skal skabe en effektiv cirkulær økonomi (hvor produkter udvikles med fokus på holdbarhed, genbrug, genanvendelse og genvinding, reparation og energieffektivitet) og et velfungerende energimarked i EU med sikker forsyning af bæredygtig energi til overkommelige priser. Vi skal sikre en hurtigere overgang til vedvarende energi og energieffektivitet og samtidig mindske EU's afhængighed af eksterne energikilder. Vi skal gennemføre den europæiske søjle for sociale rettigheder.
Fremme af europæiske interesser og værdier på den globale scene
Vi skal opbygge en robust udenrigspolitik på grundlag af en ambitiøs naboskabspolitik med 16 af de nærmeste naboer mod øst og syd og et omfattende partnerskab med Afrika. Vi skal fremme fred, stabilitet, demokrati og menneskerettigheder på verdensplan. Vi skal gennemføre en solid handelspolitik på baggrund af multilateralisme og den regelbaserede internationale verdensorden. Vi skal tage et større ansvar for sikkerhed og forsvar og arbejde tæt sammen med NATO.
Kommissionens prioriteter for perioden 2019-2024
Formanden for Kommissionen fastlagde seks politiske prioriteter for mandatperioden 2019-2024. De afspejlede Rådets strategiske dagsorden og drøftelser med de politiske grupper i Europa-Parlamentet.
De seks prioriteter
En europæisk grøn pagt
Vi skal omdanne EU til en moderne, ressourceeffektiv og konkurrencedygtig økonomi, samtidig med at Europas naturlige miljø bevares, klimaændringerne håndteres, og Europa bliver kulstofneutral og ressourceeffektiv senest i 2050.
Et Europa klar til den digitale tidsalder
Vi skal tage den digitale omstilling til os ved at investere i virksomheder, forskning og innovation, reformere databeskyttelsen, give folk muligheder med de færdigheder, der er nødvendige i en ny generation af teknologier, og udforme regler, der passer hertil.
En økonomi, der tjener alle
Vi skal styrke EU's økonomi og samtidig sikre job og reducere uligheder, støtte erhvervslivet, uddybe Den Økonomiske og Monetære Union og gennemføre bank- og kapitalmarkedsunionen.
Et stærkere Europa i verden
Vi skal styrke EU's stemme på verdensplan ved at fremme EU's position som fortaler for stærk, åben og fair handel, multilateralisme og en regelbaseret verdensorden. Vi skal udvide forbindelserne med EU's nabolande og partnere og forbedre EU's evne til at håndtere kriser baseret på civil og militær kapacitet.
Fremme af vores europæiske levevis
Vi skal opretholde de grundlæggende rettigheder og retsstatsprincippet som en bastion for lighed, tolerance og social retfærdighed. Vi skal håndtere sikkerhedsrisici, beskytte og styrke forbrugerne samt udvikle et system til lovlig og sikker migration, samtidig med at EU's ydre grænser forvaltes effektivt, EU's asylsystem moderniseres, og der arbejdes tæt sammen med partnerlandene.
Nyt skub i det europæiske demokrati
Vi skal forbedre Europas demokratiske processer gennem stærkere forbindelser med Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter, beskytte demokratiet i EU mod indblanding udefra, sikre gennemsigtighed og integritet i hele lovgivningsprocessen samt inddrage europæerne i større grad i udformningen af EU's fremtid.