EU er kendetegnet ved sin kulturelle og sproglige mangfoldighed, og de sprog, der tales i medlemslandene, er en væsentlig del af EU's kulturarv. Derfor støtter EU flersprogethed i sine programmer og i sine institutioners arbejde.
EU har 24 officielle sprog:
bulgarsk, dansk, engelsk, estisk, finsk, fransk, græsk, irsk, italiensk, kroatisk, lettisk, litauisk, maltesisk, nederlandsk, polsk, portugisisk, rumænsk, slovakisk, slovensk, spansk, svensk, tjekkisk, tysk og ungarsk.
Historie
Hver gang nye lande er blevet medlem af EU, er der kommet nye officielle sprog til.
Så længe har sprogene været officielle EU-sprog:
- Siden 1958: hollandsk, fransk, tysk og italiensk
- Siden 1973: dansk og engelsk
- Siden 1981: græsk
- Siden 1986: portugisisk og spansk
- Siden 1995: finsk og svensk
- Siden 2004: estisk, lettisk, litauisk, maltesisk, polsk, slovakisk, slovensk, tjekkisk og ungarsk
- Siden 2007: bulgarsk, irsk og rumænsk
- Siden 2013: kroatisk
Flersprogethed
Flersprogethed er et af EU's grundlæggende principper.
Formålet med dette princip for EU er at
- kommunikere med borgerne på deres eget sprog
- beskytte Europas rige sproglige mangfoldighed
- fremme sprogindlæring i Europa
Det er en unik tilgang, som ikke findes i andre internationale organisationer eller flersprogede lande.
Flersprogethed er nedfældet i EU's charter om grundlæggende rettigheder: EU-borgere har ret til at bruge et hvilket som helst af de 24 officielle sprog til at kommunikere med EU-institutionerne, og institutionerne har pligt til at svare på samme sprog.
Retsakter og resuméer af dem findes på alle EU's officielle sprog.
Møder i Det Europæiske Råd (EU-topmøder) og Rådet tolkes til alle de officielle EU-sprog. Medlemmerne af Europa-Parlamentet har ret til at bruge et hvilket som helst officielt EU-sprog, når de taler i Parlamentet.
Det er her, at konferencetolke og oversættere kommer i spil for at formidle det talte og skrevne ord på alle 24 officielle EU-sprog og, om nødvendigt, på andre sprog.
EU's regler for sprog
Reglerne for EU-institutionernes brug af sprog fastsættes af Rådet i forordninger, der er vedtaget med enstemmighed i henhold til artikel 342 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Reglerne er fastsat i forordning nr. 1, som bestemmer, at institutionerne har 24 officielle sprog og arbejdssprog.
Engelsk er fortsat et officielt EU-sprog, selvom Storbritannien har forladt EU. Det forbliver et af EU-institutionernes officielle sprog og arbejdssprog, så længe det står opført som sådan i forordning nr. 1. Engelsk er også officielt sprog i Irland og på Malta.
Forordning nr. 1 fastlægger også reglerne for, på hvilke sprog EU-lovgivningen udarbejdes og offentliggøres, samt de sprog, som dokumenter udvekslet mellem EU-institutionerne og offentligheden eller mellem institutionerne og medlemslandene, skal foreligge på. EU-institutionerne bestemmer selv, hvordan de gennemfører deres respektive interne sprogordninger.