Skip to main content

EU er kendetegnet ved sin kulturelle og sproglige mangfoldighed, og de sprog, der tales i medlemslandene, er en væsentlig del af EU's kulturarv. Derfor støtter EU flersprogethed i sine programmer og i sine institutioners arbejde.

EU har 24 officielle sprog:

bulgarsk, dansk, engelsk, estisk, finsk, fransk, græsk, irsk, italiensk, kroatisk, lettisk, litauisk, maltesisk, nederlandsk, polsk, portugisisk, rumænsk, slovakisk, slovensk, spansk, svensk, tjekkisk, tysk og ungarsk.

Historie

Hver gang nye lande er blevet medlem af EU, er der kommet nye officielle sprog til.

Så længe har sprogene været officielle EU-sprog:

  • Siden 1958: hollandsk, fransk, tysk og italiensk
  • Siden 1973: dansk og engelsk
  • Siden 1981: græsk
  • Siden 1986: portugisisk og spansk
  • Siden 1995: finsk og svensk
  • Siden 2004: estisk, lettisk, litauisk, maltesisk, polsk, slovakisk, slovensk, tjekkisk og ungarsk
  • Siden 2007: bulgarsk, irsk og rumænsk
  • Siden 2013: kroatisk

Flersprogethed

Flersprogethed er et af EU's grundlæggende principper.

Formålet med dette princip for EU er at

  • kommunikere med borgerne på deres eget sprog
  • beskytte Europas rige sproglige mangfoldighed
  • fremme sprogindlæring i Europa

Det er en unik tilgang, som ikke findes i andre internationale organisationer eller flersprogede lande.

Flersprogethed er nedfældet i EU's charter om grundlæggende rettigheder: EU-borgere har ret til at bruge et hvilket som helst af de 24 officielle sprog til at kommunikere med EU-institutionerne, og institutionerne har pligt til at svare på samme sprog.

Retsakter og resuméer heraf er tilgængelige på alle EU's officielle sprog, bortset fra irsk (af ressourcemæssige grunde). Kun forordninger vedtaget af både Rådet for Den Europæiske Union (Rådet) og Europa-Parlamentet bliver indtil videre oversat til irsk.

Møder i Det Europæiske Råd (EU-topmøder) og Rådet tolkes til alle de officielle EU-sprog. Medlemmerne af Europa-Parlamentet har ret til at bruge et hvilket som helst officielt EU-sprog, når de taler i Parlamentet.

Sproglige regler

Reglerne for EU-institutionernes brug af sprog fastsættes af Rådet i forordninger, der er vedtaget med enstemmighed i henhold til artikel 342 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Reglerne er fastsat i forordning nr. 1, som bestemmer, at institutionerne har 24 officielle sprog og arbejdssprog.

Engelsk er fortsat et officielt EU-sprog, selvom Storbritannien har forladt EU. Det forbliver et af EU-institutionernes officielle sprog og arbejdssprog, så længe det står opført som sådan i forordning nr. 1. Engelsk er også officielt sprog i Irland og på Malta.

Forordning nr. 1 fastlægger også reglerne for, på hvilke sprog EU-lovgivningen udarbejdes og offentliggøres, samt de sprog, som dokumenter udvekslet mellem EU-institutionerne og offentligheden eller mellem institutionerne og medlemslandene, skal foreligge på. EU-institutionerne bestemmer selv, hvordan de gennemfører deres respektive interne sprogordninger.