Ansættelse af EU-personale
EU-institutionerne har over 60 000 ansatte fra de 27 medlemslande. Med 24 officielle sprog og 79 institutioner, organer og agenturer tilbyder EU karrieremuligheder på mange forskellige områder og steder.
Der er forskellige måder at arbejde for EU på, afhængigt af din erfaring, din profil og dine karrieremål. Faste stillinger giver mulighed for at opbygge en langsigtet karriere i EU og besættes gennem almindelige udvælgelsesprøver, der afholdes af Det Europæiske Personaleudvælgelseskontor (EPSO). Du kan også blive ansat på tidsbegrænsede kontrakter i stillinger, der spænder fra administrativ støtte til specialist- og lederstillinger. Praktikophold giver dig mulighed for at få praktisk erfaring, udvikle dine færdigheder og finde ud af, hvordan EU fungerer indefra.
Arbejde for EU
EU lægger vægt på at få ansøgere fra alle samfundslag, så en karriere i EU betyder, at du kommer til at arbejde med en mangfoldig og multikulturel gruppe af kolleger. Til de fleste stillinger i EU skal du kunne tale mindst to EU-sprog.
I EU's institutioner kan du komme til at arbejde med de vigtigste spørgsmål, som berører os alle: klimaforandringer, migration, sikkerhed, handel eller mobilkommunikation for bare at nævne nogle få. Der er også mulighed for at arbejde i EU's agenturer rundt om i Europa og på EU's delegationer over hele verden.
Hvorfor bør jeg overveje en karriere i EU?
Når du arbejder for EU, er du med til at forme Europas fremtid, samtidig med at du opbygger din egen. Du vil slutte dig til et mangfoldigt, internationalt samfund og få mulighed for at lære, vokse og udvikle din karriere, samtidig med at du får glæde af fleksible arbejdsordninger og en attraktiv løn- og understøttelsespakke.
Ansættelsesformer
EU beskæftiger fastansatte (tjenestemænd), kontraktansatte og midlertidigt ansatte og tilbyder praktikophold og fører desuden databaser over eksperter på relevante områder.
Fastansat personale
Som fastansat medarbejder kan du opbygge en lang karriere i EU-institutionerne. Afhængigt af din rolle kan du arbejde som administrator (AD), assistent (AST) eller assisterende sekretær og kontorassistent (AST/SC) med ansvarsområder lige fra politik og analyse til administrativ og organisatorisk støtte på en række forskellige områder.
For at blive ansat i en fast stilling skal du først bestå en EPSO-udvælgelsesprøve, hvortil der gælder forskellige adgangskrav.
Midlertidigt ansat personale
Som midlertidigt ansat kan du påtage dig specialist-, politik- eller ledelsesfunktioner, ofte med ansvarsområder, der svarer til fastansatte medarbejderes. Disse stillinger tilbydes på tidsbegrænsede kontrakter.
Kontraktansat personale
Som kontraktansat kan du arbejde i en række forskellige roller på tværs af EU's institutioner og organer. Stillingerne er opdelt i fire ansættelsesgrupper (FG I-IV), der omfatter arbejde fra administrativ støtte til tekniske, rådgivende og specialiserede roller. Disse stillinger tilbydes på tidsbegrænsede kontrakter.
Praktikanter
EU's institutioner, organer og agenturer tilbyder praktikprogrammer inden for et bredt udvalg af områder. De giver dig mulighed for at få nye færdigheder, bidrage til reelle projekter og finde ud af, hvordan EU fungerer indefra. Hvert år får ca. 1 900 fagfolk mulighed for at deltage i EU's praktikprogrammer, der normalt varer mellem 3 og 5 måneder.
De fleste EU-organer og -agenturer tilbyder praktikprogrammer og offentliggør indkaldelser på deres respektive websteder.
Udstationerede nationale eksperter
Som udstationeret national ekspert kan du stille din erfaring og ekspertise fra den offentlige sektor til rådighed for en EU-institution, samtidig med at du forbliver ansat af din nationale forvaltning eller organisation.
Udstationeringer er midlertidige og varer normalt 2-4 år. De giver dig mulighed for at arbejde sammen med EU-ansatte, bidrage til projekter og politikker og udveksle viden og erfaringer mellem forvaltninger.
EU-eksperter
EU-institutionerne udpeger eksterne eksperter, der skal hjælpe med at vurdere ansøgninger om tilskud, projekter og udbud, afgive udtalelser og yde rådgivning i særlige sager, f.eks.: vurdering af ansøgninger om EU-finansiering, overvågning af EU-finansierede projekter og kontrakter eller rådgivning om specifikke spørgsmål. EU har databaser over uafhængige eksperter, som kan hjælpe institutionerne og agenturerne inden for bestemte områder.
Sådan ansøger du om en stilling i en af EU's institutioner
Det Europæiske Personaleudvælgelseskontor (EPSO) håndterer ansøgningerne til de fleste roller i EU-institutionerne. Ikke desto mindre tilbyder de enkelte institutioner også flere specifikke og midlertidige stillinger via deres egne særlige platforme. Tjek dem, inden du ansøger.
Europa-Parlamentet
Hvis du er interesseret i at arbejde i Europa-Parlamentet, kan du finde og ansøge om specifikke karrieremuligheder eller sende en uopfordret ansøgning via platformen APPLY4EP.
Parlamentets politiske grupper ansætter også midlertidigt ansatte, som udvælges via procedurer, der offentliggøres på hver enkelt politisk gruppes websted.
Parlamentet tilbyder praktikophold i sit sekretariat. Du kan ansøge om "Schuman-praktikophold" to gange om året.
Mere om karrieremuligheder i Europa-Parlamentet
Rådet for Den Europæiske Union
Du kan søge både faste og midlertidige stillinger i Rådet via henholdsvis EPSO's og EU Careers' websted. Du kan også indgive en uopfordret ansøgning til midlertidige stillinger.
Rådet tilbyder 5-måneders praktikophold for universitetsuddannede, der søger erfaring med EU's politiske beslutningsproces.
Mere om karrieremuligheder i Rådet
Europa-Kommissionen
Kunne du tænke dig at arbejde i Kommissionen? Se alle de aktuelle jobmuligheder og typer af beskæftigelse på Kommissionens websted Ansat ved Kommissionen.
Kommissionen har et Blue Book-praktikprogram. Du kan søge praktikophold to gange om året for en periode på 5 måneder.