Schumanerklæringen blev præsenteret af den franske udenrigsminister, Robert Schuman, den 9. maj 1950. Den indeholdt et forslag om oprettelse af et europæisk kul- og stålfællesskab, hvor medlemmerne skulle være fælles om fremstillingen af kul og stål.
Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) (stiftende medlemmer: Frankrig, Vesttyskland, Italien, Holland, Belgien og Luxembourg) var den første i en række af overnationale europæiske institutioner, der i sidste ende skulle blive "Den Europæiske Union", som vi kender den i dag.
Historisk baggrund
I 1950 kæmpede Europas lande stadig for at komme sig oven på ødelæggelserne under anden verdenskrig, der var endt 5 år forinden.
De europæiske regeringer var fast besluttet på at forebygge endnu en grusom krig og konkluderede, at en fælles kul- og stålproduktion ville – med deklarationens ord – gøre en krig mellem de historiske rivaler Frankrig og Tyskland "ikke alene utænkelig, men også umulig".
Man mente – med rette – at man ved at samle de økonomiske interesser kunne hæve levestandarden og komme det første skridt nærmere et mere forenet Europa. Medlemskab af EKSF var åbent for andre lande.
Vigtige citater
- "Verdensfreden vil kun kunne sikres gennem skabende kræfter, der står mål med de farer, der truer den."
- " Europa kan ikke dannes på én gang, og heller ikke i en samlet opbygning. Det kan dannes gennem konkrete resultater - der først skaber en faktisk solidaritet."
- "Fælles kul og stålproduktion... vil ændre disse egnes skæbne, der længe har været helliget fremstilling af våben til krige, som de selv bestandig har været ofre for."
Den fuldstændige tekst
Verdensfreden vil kun kunne sikres gennem skabende kræfter, der står mål med de farer, der truer den.
Det bidrag, som et organiseret og levende Europa kan yde til civilisationen, er tvingende nødvendigt for bevarelse af fredelige forbindelser. Ved i mere end tyve år at have været fortaler for et forenet Europa har Frankrig altid haft som hovedformål at tjene fredens sag. Europa blev ikke skabt, vi fik krigen.
Europa kan ikke dannes på én gang, og heller ikke i en samlet opbygning: Det kan dannes gennem konkrete resultater - der først skaber en faktisk solidaritet. Samling af de europæiske nationer forudsætter, at det århundredgamle modsætningsforhold mellem Frankrig og Tyskland fjernes: Den påtænkte aktion skal først og fremmest gælde Frankrig og Tyskland.
Med dette mål for øje foreslår den franske regering, at aktionen øjeblikkeligt rettes mod et begrænset, men afgørende punkt.
Det franske regering foreslår at stille den samlede fransk-tyske produktion af kul og stål under en øverste, fælles myndighed, nemlig en organisation, der vil stå åben for deltagelse fra andre lande i Europa.
Fælles kul og stålproduktion vil øjeblikkeligt sikre tilvejebringelsen af fælles grundlag for økonomisk udvikling, første etape mod den europæiske føderation. Det vil ændre disse egnes skæbne, der længe har været helliget fremstilling af våben til krige, som de selv bestandig har været ofre for.
Den produktionssolidaritet, der således vil blive knyttet, betyder, at enhver krig mellem Frankrig og Tyskland bliver ikke alene utænkelig, men også umulig. Oprettelsen af denne betydelige produktionsenhed, der vil stå åben for alle de lande, der vil deltage i den, og endelig give alle de lande, den forener, de grundlæggende forudsætninger for industriel produktion på samme betingelser, vil danne det reelle grundlag for deres økonomiske forening.
Denne produktion vil blive tilbudt alle uden forskel eller udelukkelse for at bidrage til højnelse af levestandarden og fremme fredsbestræbelserne. Europa vil med øgede midler kunne fortsætte varetagelsen af en af dets væsentligste opgaver: udviklingen af det afrikanske kontinent. Således vil der enkelt og hurtigt kunne ske en sammensmeltning af interesser, som er nødvendige for oprettelse af et økonomisk fællesskab, og som danner spiren til et større og dybere fællesskab mellem lande, der længe har været adskilt ved blodige uoverensstemmelser.
Ved et fællesskab om basisprodukter og oprettelsen af en ny, højere myndighed, hvis afgørelser er bindende for Frankrig, Tyskland og de lande, der tilslutter sig, vil dette forslag realisere et første, reelt grundlag for en europæisk føderation, som vil være uundværlig for bevarelse af freden.
For at fortsætte iværksættelsen af de således fastlagte mål er den franske regering rede til at indlede forhandlinger på følgende grundlag.
Den opgave, der pålægges den fælles Høje Myndighed, vil være, inden for så korte tidsfrister som muligt, at sikre: modernisering af produktionen og forbedring af dens kvalitet; levering på ens betingelser af kul og stål på det tyske marked samt på de deltagende landes markeder; udvikling af den fælles eksport til andre lande; lige forbedrede levebetingelser for arbejdskraften i disse industrier.
For at nå disse mål ud fra de meget forskellige betingelser, som produktionen i medlemslandene har, må der som overgangsforanstaltning iværksættes visse bestemmelser, omfattende anvendelse af en plan for produktion og investeringer, indførelse af prisjustering, oprettelse af en omstillingsfond, der skal lette rationalisering af produktionen. Bevægelse af kul og stål mellem medlemslande vil øjeblikkeligt blive fritaget for told og vil ikke kunne rammes af differentierede transporttariffer. Gradvist vil man nå frem til de betingelser, der umiddelbart sikrer den mest rationelle fordeling af produktionen på det højeste produktivitetsniveau.
I modsætning til et internationalt kartel, der sigter mod fordeling og udnyttelse af nationale markeder gennem restriktive fremgangsmåder, vil den planlagte opbygning sikre sammensmeltning af markederne og udvidelse af produktionen.
De væsentlige principper og forpligtelser, der er fremlagt i det foregående, vil blive indeholdt i en traktat mellem staterne. De nødvendige forhandlinger for nærmere at fastlægge gennemførelsesbestemmelserne vil foregå med bistand fra en voldgiftsmand, der udpeges efter fælles overenskomst. Denne vil få til opgave at påse, at aftalerne svarer til principperne og i tilfælde af vedvarende uoverensstemmelse skal han finde frem til den løsning, der skal vedtages.
Den fælles Høje Myndighed, der skal varetage hele ordningens funktion, vil blive sammensat af uafhængige personer, der udpeges af regeringerne på et paritetisk grundlag. Der udpeges en formand efter aftale mellem regeringerne. Den Høje Myndigheds afgørelse får retskraft i Frankrig, Tyskland og de øvrige medlemslande. Ved egnede bestemmelser skal det fastlægges, hvordan der kan klages over Den Høje Myndigheds afgørelser.
En repræsentant for De Forenede Nationer ved denne myndighed pålægges to gange om året at fremlægge en offentlig rapport for De Forenede Nationer om, hvorledes den nye institution fungerer, især for så vidt angår bevarelsen af dens fredelige formål.
Indsættelsen af Den Høje Myndighed berører på ingen måde virksomhedernes ejendomsret. Den fælles Høje Myndighed tager under udførelsen af sine opgaver hensyn til de beføjelser, som er overdraget til den internationale myndighed for Ruhr-området og til de forpligtelser af enhver art, som Tyskland har fået pålagt, så længe disse består.