Robert Schuman var aktivt medlem af den franske modstandsbevægelse under anden verdenskrig og blev sendt i fængsel af nazisterne. Han havde været aktiv i politik allerede inden krigen som medlem af det franske parlament. Efter krigen besad han en række topposter i Frankrig, og han var forfatter til "Schuman-erklæringen" om at skabe et forenet Europa og undgå fremtidige krige.
Et forenet Europa bliver ikke skabt på én gang eller ifølge en samlet plan. Det skal opbygges gennem konkrete resultater, som skaber reel solidaritet.
Liv og samtid
Robert Schuman blev født som tysk statsborger i Luxembourg. I 1919 blev han imidlertid fransk statsborger, da regionen Alsace-Lorraine, hvor han boede, blev en del af Frankrig igen. Under anden verdenskrig bad den franske eksilleder Charles de Gaulle Robert Schuman om at rejse til London og deltage i regeringen.
Efter krigen vendte han tilbage til fransk politik og bestred en række topposter. Han blev hovedforhandler ved vedtagelsen af en række vigtige traktater og initiativer såsom Europarådet, Marshallplanen og NATO — der alle havde til formål at øge samarbejdet inden for den vestlige alliance og skabe et forenet Europa.
En vision for Europa
Schuman udtænkte i samarbejde med Jean Monnet den internationalt anerkendte Schuman-plan. Den blev offentliggjort den 9. maj 1950, og den dato anses nu som datoen for stiftelsen af EU og fejres hvert år som "Europadagen". I den ledsagende tale forslog han en fælles styring af kul- og stålproduktionen, som er de vigtigste materialer for våbenindustrien. Grundidéen var, at uden enekontrol over kul- og stålproduktionen ville ingen lande kunne indlede en krig.
Robert Schuman fremsætter sin erklæring den 9. maj 1950 i Paris
Robert Schuman aflægger sin erklæring i Paris den 9. maj 1950
Frankrig har i over 20 år været fortaler for et forenet Europa, og målet har altid været fred.
I stedet for et forenet Europa fik vi krig. Europa bliver ikke bygget på én dag – og heller ikke i én sammenhængende form. Det skal bygges på konkrete initiativer, og først skal der være en reel solidaritet. Derfor foreslår den franske regering, at hele den fransk-tyske kul- og stålproduktion skal lægges ind under den høje myndighed.