Gå til hovedindholdet
European Committee of the Regions - Logo

Oversigt

  • Rolle: Rådgivende organ, som repræsenterer de regionale og lokale myndigheder i Europa
  • Formand: Vasco Alves Cordeiro 
  • Oprettet: 1994
  • Hjemsted: Bruxelles (Belgien)
  • WebsiteDet Europæiske Regionsudvalg

Regionsudvalget er et rådgivende EU-organ, der består af repræsentanter fra alle 27 EU-lande, der er valgt lokalt og regionalt. Gennem Regionsudvalget kan de give deres mening til kende om EU-lovgivning, der har direkte betydning for regioner og byer.

Hvad laver Regionsudvalget?

Regionsudvalget giver regioner og byer formel medbestemmelse i EU's lovgivningsproces og sikrer, at regionale og lokale myndigheders holdninger og behov respekteres.

  • Europa-Kommissionen, EU-Rådet og Europa-Parlamentet skal høre Regionsudvalget, når der udarbejdes lovgivning, som vedrører lokale og regionale spørgsmål, f.eks. sundhed, uddannelse, beskæftigelse, socialpolitik, økonomisk og social samhørighed, transport, energi og klimaforandringer.
  • Hvis det ikke sker, kan Regionsudvalget gå til Domstolen.
  • Når Regionsudvalget modtager et lovforslag, udarbejder og vedtager det en udtalelse, som sendes til de relevante EU-institutioner.
  • Regionsudvalget vedtager også udtalelser på eget initiativ.

Sammensætning

Regionsudvalgets medlemmer er valgte repræsentanter, der arbejder i lokale eller regionale myndigheder. Hvert land udpeger selv sine medlemmer, som udnævnes af Rådet for en femårsperiode, der kan fornyes. Antallet af medlemmer fra hvert land afhænger af landets størrelse.

Et lands medlemmer udgør den nationale delegation, som afspejler landets politiske, geografiske, regionale og lokale situation.

De enkelte medlemmer kan også vælge at indgå i en politisk gruppe i Regionsudvalget. I øjeblikket er der seks politiske grupper, der afspejler forskellige politiske tilhørsforhold: Det Europæiske Folkeparti (EPP), De Europæiske Socialdemokraters Parti (PES), Renew Europe, Gruppen Europæisk Alliance (EA), Gruppen De Europæiske Konservative og Reformister (ECR) og De Grønne. Medlemmerne kan også vælge at stå uden for de politiske partier (løsgængere).

Regionsudvalget vælger en formand blandt sine medlemmer for to og et halvt år ad gangen.

Hvordan arbejder Regionsudvalget?

Udvalget udpeger en "rapporteur" (ordfører) blandt sine medlemmer, som hører interessenterne og udarbejder udtalelsen. Teksten drøftes og vedtages af det underudvalg i Regionsudvalget, der har ansvar for det pågældende politikområde. Udtalelsen forelægges for alle medlemmer til en plenarforsamling, hvor der stemmes om ændringer og vedtagelse. Endelig kommunikeres udtalelsen ud til alle relevante EU-institutioner.

Der holdes op til seks plenarforsamlinger om året, og de vedtager udtalelser om 50 til 80 EU-lovgivningsprojekter.

Regionsudvalget og dig

Regionsudvalget opfordrer til engagement på alle niveauer, lige fra regionale og lokale myndigheder til private borgere. Regionale og lokale myndigheder, sammenslutninger, ngo'er, eksperter og akademikere kan deltage i undersøgelser, høringer og arrangementer online. Den europæiske iværksætterregionspris er åben for alle regioner med politiske beføjelser, og prisopgaverne er åbne for akademikere.

Udvalget har skabt en række netværk for at gøre det muligt for alle regioner og byer i EU at udveksle bedste praksis, samarbejde og bidrage til debatten i EU om bl.a. vækst og beskæftigelse, kampen mod klimaforandringer, samarbejde på tværs af grænserne, udvikling og nærhedsprincippet.

Regionsudvalget repræsenterer de 1 millioner lokale og regionale politikere i EU og samarbejder især med unge folkevalgte politikere ved at invitere dem til plenarforsamlingerne eller til det europæiske topmøde for regioner og byer.

Yderligere oplysninger

Whoiswho

Publikationer

Dokumentationscenter

Ledige stillinger

Europa i min region

Kontakt

Det Europæiske Regionsudvalg

Navn
Det Europæiske Regionsudvalg
Websted
https://cor.europa.eu/da
Telefonnummer
+32 2 282 22 11
Faxnummer
+32 2 282 23 25
Postadresse

Bâtiment Jacques Delors/Jacques Delors Gebouw Rue Belliard/Belliardstraat 99-101
1040 Bruxelles
Belgien

Sociale medier