Den hollandske politiker Johan Willem Beyen overbeviste sine europæiske lederkollegaer om sin plan for fuldt økonomisk samarbejde.
Liv og samtid
I midten af 1950'erne, da Johan Willem Beyen udarbejdede sit forslag til en toldunion, forstod han vanskeligheden ved at overbevise modstræbende kræfter i sit hjemland Holland såvel som i resten af Europa om mere europæisk integration. Mange af lederne var modstræbende over for en øget integration ud over Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab,især hvad angik økonomierne. Men Johan Willem Beyen var vedholdende. Han mente, at tiden var inde til at presse på for et endnu større samarbejde mellem de europæiske nationer.
En vision for Europa
Johan Willem Beyens plan var baseret på tanken om, at et større økonomisk samarbejde – ud over kul- og stålområdet – var nødvendigt. Der var brug for et fælles marked for alt i stil med den Benelux-aftale, der blev indgået mellem Belgien, Nederlandene og Luxembourg i 1944. I sin præsentation af "Beyen-planen" på Messina-konferencen i 1955 solgte Johan Willem Beyen tanken om, at politisk enighed ikke kunne opnås uden et fælles marked med et vist fælles ansvar for den økonomiske og sociale politik. Som følge af godkendelsen af Beyen-planen undertegnede seks lande Romtraktaten i marts 1957 og oprettede Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Euratom.
Fra Messina-konferencen til Romtraktaten.
(Dette indhold findes ikke på dit sprog.)