Gå til hovedindholdet
EU-institution

Rådet for Den Europæiske Union

Council of the European Union - Logo

Oversigt

  • Rolle: Talerør for EU's medlemslande, vedtager EU-lovgivning og koordinerer EU-politikker
  • Medlemmer: Ministre fra hvert EU-land, alt efter hvilket politikområde der skal drøftes
  • Formand: Hvert EU-land har formandskabet på skift i seks måneder
  • Oprettet: 1958 (som Rådet for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab)
  • Sted: Bruxelles (Belgien)
  • WebsiteRådet

I Rådet for Den Europæiske Union, bedre kendt som Rådet, mødes ministre fra hvert af EU-landene for at drøfte, ændre og vedtage love og koordinere politikker. Ministrene har bemyndigelse til at forpligte deres egne regeringer til at gennemføre de initiativer, der vedtages på møderne. Rådets møder finder sted i Bruxelles undtagen i tre måneder (april, juni og oktober), hvor de afholdes i Luxembourg.

Rådet er sammen med Europa-Parlamentet EU's vigtigste beslutningsorganer.

Det må ikke forveksles med:

  • Det Europæiske Råd – holder kvartalsvise topmøder, hvor EU's stats- og regeringschefer mødes for at fastlægge de overordnede retningslinjer for EU-politikken
  • Europarådet – er slet ikke et EU-organ.

Hvad laver Rådet?

  • Forhandler og vedtager EU-lovgivning sammen med Europa-Parlamentet på grundlag af forslag fra Europa-Kommissionen
  • Koordinerer EU-landenes politikker
  • Udformer EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik på grundlag af Det Europæiske Råds retningslinjer
  • Indgår aftaler mellem EU og andre lande og internationale organisationer.
  • Vedtager det årlige EU-budget – sammen med Europa-Parlamentet.

Sammensætning

Der er ingen faste medlemmer af Rådet for Den Europæiske Union. I stedet mødes Rådet i 10 forskellige sammensætninger, som hver svarer til det politikområde, de drøfter. Hvert land sender sin minister med ansvar for det pågældende politikområde.

Når der eksempelvis er samling i Rådet om økonomi og finans (ØKOFIN-Rådet), er det alle landenes finansministre, der deltager.

Hvem er formand for møderne?

Rådet for udenrigsanliggender har en fast formand – EU's højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Ved alle andre rådsmøder er formanden den relevante minister fra det land, der har EU-formandskabet.

For eksempel vil formanden for møder om miljøanliggender i den periode, hvor Estland har formandskabet, være den estiske miljøminister.

Den overordnede sammenhæng sikres af Rådet (almindelige anliggender) med hjælp fra De Faste Repræsentanters Komité (Coreper). Coreper består af medlemslandenes faste repræsentanter ved EU, det vil sige deres EU-ambassadører.

Lande i euroområdet

Landene i euroområdet koordinerer deres økonomiske politik gennem Eurogruppen, der består af deres økonomi- og finansministre. Det mødes dagen før ØKOFIN-Rådets møder. Aftaler, der indgås på Eurogruppens møder, bliver formelt behandlet af Rådet næste dag, men kun ministrene fra landene i euroområdet stemmer om disse spørgsmål.

Hvordan arbejder Rådet?

  • EU-landenes ministre mødes offentligt, når de behandler eller stemmer om udkast til lovgivning.
  • De fleste afgørelser skal vedtages med kvalificeret flertal, hvilket vil sige, at:
    • 55 % af landene (med de nuværende 27 medlemslande betyder det 15 lande) skal stemme for
    • de mindst 15 lande, som stemmer for, skal repræsentere mindst 65 % af EU's samlede befolkning
  • Du kan se Rådets offentlige møder live på alle EU-sprog. Hvis et møde i Rådet er offentligt, er referaterne og afstemningerne det også.

For at blokere en afgørelse kræves det, at mindst 4 lande stemmer imod (og at de repræsenterer mindst 35 % af befolkningen).

  • Undtagelse: følsomme emner som udenrigspolitik og beskatning kræver enstemmighed (alle lande skal være enige).
  • Der kræves simpelt flertal ved proceduremæssige og administrative spørgsmål.

Rådet og dig

Du kan stille generelle spørgsmål til Rådets offentlige informationstjeneste.

Adgang til dokumenter

Adgang til informationer

Dagsordener for Rådets møder

Læs mere

Hvem er hvem?

Datoer for formandskaberne for Rådet

Besøg Rådet for Den Europæiske Union

Publikationer

Rådets bibliotek

Job

Kontakt

Rådet for Den Europæiske Union

Navn
Rådet for Den Europæiske Union
Websted
https://www.consilium.europa.eu/da/
Telefonnummer
+32 2 281 61 11
Faxnummer
+32 2 281 73 97 / 81
Postadresse
Rue de la Loi 175, 1048 Bruxelles, Belgien
Sociale medier