Simone Veil overlevede et ophold i en nazistisk koncentrationslejr. Barndommen og de traumatiske oplevelser under anden verdenskrig var baggrunden for hendes engagerede indsats for at skabe et forenet Europa, og den sag kæmpede hun for resten af sit liv.
Vi var overbeviste om, at hvis de sejrende nationer i 1945 ikke hurtigt opnåede en fuldgyldig forsoning med Tyskland, så ville sårene i Europa, der dengang allerede var delt op i et øst og et vest, aldrig kunne heles. Verden ville i så fald styre direkte mod endnu en konflikt, som kunne blive endnu mere ødelæggende end de foregående.
Liv og samtid
Simone Veils politiske karriere tog udgangspunkt i en tidlig karriere inden for jura. I 1974 blev hun medlem af den franske regering som sundhedsminister under præsident Giscard d'Estaing.
Snart efter sin udnævnelse kæmpede hun for at legalisere abort i Frankrig, hvilket dog først lykkedes hende, da oppositionen i nationalforsamlingen sluttede sig til hendes sag og hjalp med at få loven vedtaget i 1975. Det blev betragtet som et vigtigt resultat, og loven blev almindeligt kendt som "Veil-loven".
En vision for Europa
Da præsident Giscard d’Estaing opfordrede Simone Veil til at stille op som spidskandidat for partiet ved det første direkte valg til Europa-Parlamentet i 1979, greb hun chancen.
Simone Veil blev valgt ind i Europa-Parlamentet, hvor hun også blev formand. Dermed blev hun leder af det første direkte valgte Europa-Parlament og den første kvinde i spidsen for en af EU's institutioner. To år senere modtog hun Karlsprisen som anerkendelse for sin indsats for et forenet Europa.
Europa-Parlamentets hyldest til Simone Veil.
(Dette indhold findes ikke på dit sprog.)