Som Vesttysklands første kansler, som stod i spidsen for den nydannede stat fra 1949 til 1963, har Konrad Adenauer mere end nogen anden ændret efterkrigstidens tyske og europæiske historie. Som mange andre af sin generations politikere havde Konrad Adenauer allerede under første verdenskrig indset, at varig fred kun kunne opnås med et samlet Europa.
Liv og samtid
Konrad Adenauer blev født i Køln den 5. januar 1876, hvor han giftede sig ind i en indflydelsesrig familie. Dermed var grunden lagt til en politisk karriere. Han udnyttede sit politiske talent til fulde og som medlem af det katolske parti "Zentrum" tog hans karriere fart, og i 1917 blev han borgmester i Køln.
Fra slutningen af 1920'erne iværksatte nazistpartiet en bagvaskelseskampagne mod Konrad Adenauer. Da Konrad Adenauer nægtede at dekorere byen med hagekors i anledning Hitlers besøg efter nazisternes magtovertagelse i 1933, blev han frataget sit embede, og hans bankkonti blev indefrosset. Efter det mislykkede mordforsøg på Hitler i 1944 blev Konrad Adenauer taget til fange og sat i det berygtede Gestapo-fængsel i Brauweiler nær Køln.
Efter krigen medvirkede han til at stifte det kristendemokratiske parti, CDU, som han håbede ville samle de tyske protestanter og katolikker i ét parti. I 1949 blev han Vesttysklands første kansler.
En vision for Europa
Konrad Adenauers oplevelser under anden verdenskrig gjorde ham til politisk realist. Han koncentrerede sig derfor om at fremme idéen om et fælleseuropæisk samarbejde. Konrad Adenauer var en stor fortaler for Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, som blev lanceret med Schuman-erklæringen den 9. maj 1950, samt for den senere traktat for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, der blev underskreveti marts 1957.
Konrad Adenauer på talerstolen i Metz i 1966
Konrad Adenauer taler i Metz den 2. juli 1966
Hvis vi kan skabe en organisation, som gør det muligt for Frankrig at se, hvad der sker i Tyskland inden for stålproduktion og udvinding af kul, og hvis tyskerne samtidig kan se, hvad der sker i Frankrig, så har vi med denne gensidige kontrol det bedste grundlag for at føre en politik på grundlag af tillid.