Organisering og arbejdssteder
EU's institutionelle struktur er enestående, og dets beslutningssystem er under konstant udvikling. De 7 EU-institutioner, 7 EU-organer og over 30 decentrale agenturer er spredt over hele EU. De arbejder sammen om at varetage EU's og de europæiske borgeres fælles interesser.
Med hensyn til administration er der yderligere 20 EU-agenturer og -organisationer, som udfører specifikke juridiske funktioner, og 4 interinstitutionelle tjenester, der støtter institutionerne.
Alle enhederne har specifikke opgaver – fra udarbejdelse af EU-lovgivning og politikudformning til gennemførelse af politikker og opgaver inden for særlige områder såsom sundhed, lægemidler, transport og miljø.
Der er 4 primære institutioner, som har beslutningskompetence, og som varetager ledelsen af EU's administration. Institutionerne udarbejder i fællesskab EU's politiske retningslinjer og har forskellige roller i lovgivningsprocessen:
- Europa-Parlamentet (Bruxelles/Strasbourg/Luxembourg)
- Det Europæiske Råd (Bruxelles)
- Rådet for Den Europæiske Union (Bruxelles/Luxembourg)
- Europa-Kommissionen (Bruxelles/Luxembourg/repræsentationer i hele EU)
Deres arbejde suppleres af de opgaver, der udføres af andre institutioner og organer, herunder:
- Den Europæiske Unions Domstol (Luxembourg)
- Den Europæiske Centralbank (Frankfurt)
- Revisionsretten (Luxembourg)
EU's institutioner og organer samarbejder i vid udstrækning med netværket af EU-agenturer og -organisationer i hele EU. Organernes og agenturernes primære funktion er at omsætte politik til praktisk virkelighed.
Ca. 60.000 EU-tjenestemænd og andet personale betjener de 450 millioner europæere (og utallige andre mennesker i hele verden). Det er reelt et relativt lavt antal – det franske finansministerium har ca. 140.000 ansatte til en befolkning på kun 67 millioner mennesker.
Institutioner
EU-institutionernes beføjelser, ansvarsområder og procedurer er fastlagt i EU's oprettelsestraktater: traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde fra 1957 og traktaten om Den Europæiske Union fra 1992. Senest blev der med Lissabontraktaten (2007) indført en række ændringer og tilføjelser til kompetenceområderne.
De 4 primære EU-institutioner indgår med hver sit særlige funktionsområde i et tæt samarbejde om at fastlægge EU's dagsorden og udarbejde forslag til samt koordinere EU's lovgivning.
Generelt er Det Europæiske Råd ikke et lovgivende organ. Det kan dog nå til enighed om ændringer til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Dets vigtigste opgave er at fastlægge EU's politiske kurs. I de fleste tilfælde udarbejder Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen de politikker og love, der gælder i hele EU. Den proces, de følger, kaldes den almindelige lovgivningsprocedure.
I princippet foreslår Kommissionen nye love, og Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union vedtager dem. Medlemslandene gennemfører derefter lovene, og Kommissionen sikrer, at lovene anvendes korrekt.
Europa-Parlamentet repræsenterer borgerne i EU-landene og vælges direkte af dem. Det træffer afgørelser om europæisk lovgivning sammen med Rådet for Den Europæiske Union. Det godkender også EU's budget. Det driver et netværk af forbindelseskontorer i EU's hovedstæder, London, Edinburgh og Washington D.C.
EU-landenes stats- og regeringschefer mødes i Det Europæiske Råd for at fastlægge Den Europæiske Unions overordnede politiske retningslinjer og prioriteter. Det Europæiske Råd ledes af en formand, der vælges for en periode på 2,5 år med mulighed for genvalg én gang. Det vedtager ikke love med undtagelse af eventuelle ændringer af EU-traktaten.
Det repræsenterer EU-landenes regeringer. I Rådet for Den Europæiske Union mødes de enkelte landes ministre med den opgave at vedtage love og koordinere de politiske tiltag. Ministrene mødes i forskellige rådssammensætninger afhængigt af, hvilket emne der skal drøftes. Rådet for Den Europæiske Union træffer afgørelser om europæisk lovgivning sammen med Europa-Parlamentet.
Europa-Kommissionen repræsenterer EU's fælles interesser og er EU's vigtigste udøvende organ. Europa-Kommissionen bruger sin "initiativret" til at fremsætte forslag til nye love, som gennemgås og vedtages af Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union. Europa-Kommissionen forvalter også EU's politik med undtagelse af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (som varetages af den højtstående repræsentant for FUSP, næstformand for Europa-Kommissionen) og EU's budget og sikrer, at landene anvender EU-lovgivningen korrekt. Repræsentationskontorerne fungerer som Europa-Kommissionens forlængede arm rundt om i EU. De overvåger og analyserer folkeopinionen i værtslandet, informerer om EU's politik og den måde, EU arbejder på, og letter Kommissionens samarbejde med værtslandet.
EU's fire primære institutioner har de lovgivende og udøvende opgaver i EU og suppleres af yderligere tre EU-institutioner: Den Europæiske Unions Domstol, Den Europæiske Centralbank (ECB) og Den Europæiske Revisionsret. De tre institutioner er ansvarlige for forvaltningen af retlige, finansielle og revisionsmæssige forhold på vegne af EU.
Domstolen sikrer, at EU-lovgivningen overholdes, og at traktaterne fortolkes og anvendes korrekt. Det gør den ved at kontrollere lovligheden af EU-institutionernes retsakter, ved at sikre, at EU-landene overholder deres forpligtelser i henhold til traktaterne, og ved at fortolke EU-lovgivningen efter anmodning fra nationale domstole.
ECB og Det Europæiske System af Centralbanker er ansvarlige for at holde priserne stabile i euroområdet. De er også ansvarlige for penge- og valutakurspolitikken i euroområdet og støtter EU's økonomiske politik.
Revisionsretten bidrager til at forbedre EU's økonomiske forvaltning og fremme ansvarlighed og gennemsigtighed. Den fungerer samtidig som uafhængig garant for EU-borgernes finansielle interesser. Den kontrollerer, at anvendte EU-midler bogføres korrekt, at midlerne indsamles og bruges i overensstemmelse med de relevante regler og forordninger, og at støtten uddeles til initiativer, der skaber værdi.
Organer
Ud over EU's institutioner er der en række organer, der varetager særlige funktioner, når EU udfører sine opgaver. Nogle organer har til opgave at rådgive institutionerne (Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, Det Europæiske Regionsudvalg). Andre sikrer, at institutionerne overholder EU's regler og procedurer (Den Europæiske Ombudsmand, Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse). Tjenesten for EU's Optræden Udadtil er et udenrigspolitisk organ, der støtter EU i udenrigsanliggender.
EU-Udenrigstjenesten er EU's diplomatiske tjeneste. Den bistår den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik/næstformand i Europa-Kommissionen i gennemførelsen af EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og sikrer sammenhæng i og koordinering af EU's optræden udadtil. Den råder over et netværk af EU-delegationer på globalt plan.
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg – EØSU – repræsenterer en lang række civilsamfundsaktører fra hele Europa, bl.a. arbejdsgivere, arbejdstagere og repræsentanter fra forskellige sociale, erhvervsmæssige, økonomiske og kulturelle organisationer. Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen rådfører sig med EØSU, når de træffer beslutninger om politiske spørgsmål inden for udvalgets ansvarsområde.
Regionsudvalget repræsenterer de regionale og lokale myndigheder. Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen rådfører sig med Regionsudvalget i sager af relevans for lokale og regionale myndigheder.
Den Europæiske Investeringsbank – EIB – yder lån på vegne af EU. Den har primært fokus på klima og miljø, udvikling, innovation og færdigheder, små og mellemstore virksomheder, infrastruktur og samhørighed.
Den Europæiske Ombudsmand er et uafhængigt og upartisk organ, der holder EU's institutioner og agenturer ansvarlige og fremmer god forvaltning. Ombudsmanden hjælper personer, virksomheder og organisationer, der står over for problemer vedrørende EU, ved at undersøge klager over administrative fejl eller forsømmelser og ved proaktivt at undersøge bredere systemiske spørgsmål.
Den Europæiske Tilsynsførende – EDPS – sikrer, at EU-institutionerne og -organerne respekterer borgernes ret til privatliv i forbindelse med behandling af personoplysninger.
Databeskyttelsesrådet er et uafhængigt organ, der sikrer ensartet anvendelse af databeskyttelsesreglerne i hele EU og fremmer samarbejdet mellem nationale databeskyttelsesmyndigheder i EU.
Interinstitutionelle tjenester
EU-institutionerne har oprettet fire interinstitutionelle tjenester, der yder støtte og service til de forskellige EU-institutioners, -agenturers og -organers arbejde. De har hver især specifikke kompetenceområder, så de dækker EU-institutionernes væsentlige krav. Det er områder som rekruttering, personaleuddannelse og -udvikling, IT og publicering. Publikationskontoret blev oprettet i 1969, mens de øvrige kontorer er oprettet i de senere år. Det Europæiske Personaleudvælgelseskontor blev etableret i 2003, Den Europæiske Forvaltningsskole i 2005 og IT-beredskabsenheden i 2012.
CERT-EU har til opgave at beskytte EU-institutionernes computersystemer i tilfælde af trusler. Det sker i samarbejde med IT-sikkerhedsteamene i de enkelte EU-institutioner og med tilsvarende afdelinger i den offentlige sektor i EU-landene.
Den europæiske forvaltningsskole tilbyder uddannelse inden for specifikke områder til EU's personale og arbejder tæt sammen med uddannelsesafdelingerne i alle institutionerne for at undgå dobbeltarbejde.
EPSO er EU's personaleudvælgelseskontor. Det afholder udvælgelsesprøver for at rekruttere kandidater til stillinger i EU's institutioner og agenturer.
Publikationskontoret er den officielle udbyder af publikationstjenester til alle EU's institutioner, organer og agenturer. Publikationskontoret er det centrale adgang til EU's retsdokumenter, publikationer, åbne data, forskningsresultater, udbudsbekendtgørelser og andre officielle informationer.
Decentrale agenturer
Der er i øjeblikket over 30 decentrale agenturer. De er selvstændige juridiske enheder, de er etableret på ubestemt tid, og de adskiller sig fra EU-institutionerne.
De decentraliserede agenturer bidrager til gennemførelsen af EU's politikker. De støtter også samarbejdet mellem EU og medlemslandenes regeringer ved at samle den tekniske og specialiserede ekspertise og viden i EU-institutionerne og de nationale myndigheder.
De decentraliserede agenturer er fordelt over hele Europa og arbejder med spørgsmål, der påvirker dagligdagen for de næsten 450 millioner mennesker, der bor i EU. Som eksempler kan nævnes fødevarer, lægemidler, retsvæsen, transportsikkerhed, narkotikamisbrug og miljøet.
F.eks.:
Det Europæiske Lægemiddelagentur er et decentralt agentur, der ligger i Amsterdam. Det blev etableret i 1995 og arbejder på at sikre human- og veterinærmedicinske lægemidlers effektivitet og sikkerhed i hele Europa. Det støtter også forskning og innovation inden for udvikling af lægemidler. Det har bidraget væsentligt til udviklingen af lægemidler til børn, behandling af sjældne sygdomme, avancerede behandlinger samt plante- og veterinærlægemidler. Det medvirker også i håndteringen af folkesundhedsmæssige udfordringer såsom aids, kræft, Alzheimers og diabetes.
Se alle decentrale organer
Læs mere om Det Europæiske Lægemiddelagenturs arbejde med virussygdomme
Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik
EU har etableret tre agenturer til at udføre meget klart definerede tekniske, videnskabelige og forvaltningsmæssige opgaver. De tre agenturer har som overordnet mission at hjælpe EU og EU-landene med at gennemføre den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, herunder den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, og andre aspekter af EU's optræden udadtil.
Forsvarsagenturet støtter udviklingen af forsvarskapaciteter og militært samarbejde mellem EU-landene. Agenturet fremmer forskning og teknologi på forsvarsområdet, støtter den europæiske forsvarsindustri og fungerer som en militær grænseflade for EU's politik.
Instituttet har til opgave at udarbejde analyser vedrørende udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske spørgsmål. Det leverer analyser, organiserer diskussionsfora til støtte for udformningen af EU's politik og bidrager til debatter om sikkerhedsstrategien i og uden for Europa.
EU's satellitcenter leverer geospatiale efterretningsprodukter og -tjenester, primært på baggrund af analyser af data fra jordobservationssatellitter. Centret leverer tidlige advarsler om potentielle kriser til beslutningstagerne med det formål at gøre det muligt at træffe diplomatiske, økonomiske og humanitære foranstaltninger i god tid.
Forvaltningsorganer
Europa-Kommissionen har oprettet seks forvaltningsorganer for en begrænset periode til at forvalte specifikke opgaver i forbindelse med EU-programmer. Forvaltningsorganerne, som er juridiske enheder, arbejder med Kommissionens initiativer – fra sundhed og uddannelse til innovation og forskning.
F.eks.:
Europa-Kommissionen etablerede Det Europæiske Innovationsråd og Forvaltningsorganet for SMV'er (EISMEA) til at udvikle og gennemføre Det Europæiske Innovationsråd, som identificerer og støtter banebrydende teknologier og innovationer. Agenturet er også ansvarligt for forvaltningen af EU-programmer inden for støtte til SMV'er, innovationsøkosystemer, det indre marked, forbrugerpolitik og interregionale innovationsinvesteringer. Det sikrer, at det arbejde, der finansieres under programmerne, skaber resultater og giver Kommissionen et værdifuldt input til de politiske opgaver.
Euratoms agenturer og organer
Der er etableret to Euratomagenturer og -organer til støtte for målene i traktaten om Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratom, 1957). Hensigten med traktaten er at koordinere de nationale kerneforskningsprogrammer, som har fredelige formål, stille viden, infrastruktur og finansiering af atomenergi til rådighed sikre en tilstrækkelig og sikker forsyning af atomenergi.
Agenturet sikrer en regelmæssig og ligelig forsyning af nukleart brændsel til EU's brugere. Det øger forsyningssikkerheden for brugerne i EU.
Fællesforetagendet forvalter EU's bidrag til ITER-projektet (oprindeligt den internationale termonukleare forsøgsreaktor), der har til formål at påvise fusionskraftens videnskabelige og teknologiske gennemførlighed, og samarbejder med Japan om fusionsforsknings- og -udviklingsprojekter.